”… aa, Krig er en Veterstyggelighet” siger den gamle holstenske major Duseberg i Sophus Bauditz’ glemte, men stærkt underholdende roman om Århus omkring 1864, ”Krøniker fra Garnisonsbyen”.

Netop det vederstyggelige aspekt af krigen udgav Tom Buk-Swienty sidste sommer en bog om. Den blev fyldigt og smukt anmeldt og nu er blevet valgt som årets historiske udgivelse, netop som vi befinder os på den tid af året, hvor krigshandlingerne skete. ”Slagtebænk Dybbøl” hedder den med en vending, som angiveligt skal have været soldaternes betegnelse for krigsskuepladsen. Mærkeligt nok mangler bogen dokumentation af denne betegnelse, som jeg heller aldrig har truffet på i de snart 40 år, jeg har interesseret mig for netop denne krig.

Men enfin. Bogen er interessant. Den har godt hold på at forklare det hundesvære ”slesvigske spørgsmål”, der ledte til vores ulyksalige krig mod Centraleuropas stormagter Preussen og Østrig-Ungarn, og fortæller også ganske dækkende om krigen fra den danske hærs rømning af Dannevirke natten til 6. februar til slaget ved Dybbøl 18. april. Bogen beskriver den politiske og enkelte soldaters historie, medens den egentlige militærhistorie fremstår svagere.

Tom Buk-Swienty ønsker som enhver god journalist at finde sandheden. Men analysen lider under to problemer, som er karakteristiske for moderne historieskrivning og som derfor rækker ud over denne bog.

Bogen mangler nemlig trods al dokumentation, at forfatteren grundlæggende annammer den historiske virkelighed anno 1864. Det gælder for det første på det politiske plan og for det andet forståelsen af vore forfædres værdier, følelser og fortrolighed med smerte og død og dermed deres perception af krigen.

Det politiske
Forfatteren beskriver næsten forarget regeringen Monrad som blottet for forstand på storpolitik og som helt uansvarlig i instruktionen af hærledelsen. Særligt det sidste er for så vidt delvist rigtigt. Men hør: Hvad var det lige for forudsætninger, den regeringen overhovedet kunne møde med?

Danmark anno 1864 var et ungt demokrati med 15 år på bagen. I næsten 200 år forinden havde befolkningen, herunder den intellektuelle elite, intet at skulle have sagt politisk endsige i relation til krigsledelse under det enevældige styre. Der foregik med andre ord ingen politisk skoling. På 15 år fra Grundloven 1849 til 1864 havde der været ikke mindre end ni regeringer. Er det ikke, som om vi genkender mønstret fra nye demokratier i gamle kolonier og i Østeuropa i den seneste menneskealder. Tænk på krisehåndteringen i Letland for tiden – blot for et blandt et mylder af eksempler.

Danmark var med konflikten mellem Danmark, Slesvig og Holsten-Lauenborg et famlende begynderdemokrati belemret med en af de vanskeligste politiske hårknuder i nyere tid, som det – sandt nok, og delvis af de samme årsager – selv havde bidraget til at komplicere. Landet var omgivet af forsigtige svenskere, garvede og helt usentimentale stormagter som England, Rusland og Østrig-Ungarn og en aggressivt militaristisk preussisk opkomling som naboer. Hertil ulmende oprør i dele af en slesvigsk befolkning, hvor loyaliteten gik på kryds og tværs af sprog, geografi og familier i et ubarmhjertigt miskmask. Men Danmark var også gået ud af en krig i 1848-50 som sejrherrer, hvad der kunne give befolkningen og dens ledere anledning til at tro, at vi ville kunne gøre det igen.

Buk-Swierty har svært ved at få under huden, at den danske regering var en samspilsramt Bambi på glatis i et nordeuropæisk Balkan. Men nogen skulle jo tage ansvaret, og det gjorde konseilspræsidenten (statsministeren), biskop D.G. Monrad, skønt han vidste, han havde alle odds imod sig.

Livet og døden
Så er der befolkningens og særligt soldaternes oplevelse af krigshandlingerne: Bortset fra en minimal byelite var Danmark et almuesamfund. Der var ingen udbredt presse, det kom først i 1870’erne og frem, så den politiske oplysning lå på et lille sted.

Med hensyn til livet og døden var der næppe en sjæl på landet, som ikke havde kendskab til en karl, der var sparket til lirekassemand af en hest, tævet halvt ihjel ved et bondebal på kroen eller havde brækket ryggen under markarbejde. Alle havde gang på gang fulgt barselskvinder til graven og set ældre søskende dø af kolera eller tyfus eller yngre bukke under for kighoste eller forsvinde i en mergelgrav. Bræk-kede man et ben, skulle man være heldig, hvis det blev sat ordentligt sammen, så man kunne gå almindeligt igen, husbondens hænder sad løst og den gamle bedstefar på over 50 år lå inde i alkoven og rådnede ihjel af tuberkulose eller skreg som en vanvittig i delirium tremens.

Men selvom der altså var al udsigt til at dø lidende og endda ofte i en ung alder, var det ikke så galt endda, for den store majoritet havde et gudsforhold, som kompenserede ikke så lidt for al dennesidig elendighed. Det var et direkte, fortroligt forhold til ’den herre Jesus’, der herskede, og man begav sig Gud i vold, hvis alt gik skidt – og mente det. Nætterne tilbragte de fleste i utætte og uopvarmede karle- eller pigekamre, hvor man skulle være heldig, hvis natten gik, uden at rotterne nappede en i tæerne, og for høj som lav på bondegårdene foregik dagliglivet omkring den rygende mødding midt på gårdspladsen mellem længerne. Døden var nærværende.

Kontrasten mellem hverdagen og krigen var derfor voldsomt meget mindre end kontrasten mellem parcelhushaven anno 2009 og Dybbøl er det. Dét overrasker Buk-Swierty, som næsten går helt i koma ved tanken om krigens ”Veterstyggelighet”. Det til trods for, at krigerbrevene, han har brugt, netop er holdt i ganske afdæmpede vendinger, som Buk-Swierty dog, som han også erklærer, pynter på – eller man kunne også sige forfalsker – ved at udskifte de oprindelige vendinger med moderne. Hvorfor dog? Er skrivestilen ikke dramatisk nok til at tjene Buk-Swientys ærinde? Hvad har der for eksempel stået oprindeligt, når det primitive, moderne ord ”smadret” ustandseligt tages i anvendelse for at give de formodet fantasiløse læsere forståelse for, at skudsår, knuste lemmer og sårfeber ikke er rare?

Når forståelsen af de politiske og sociologiske forudsætninger har mangler, bliver karakteristikken af den politiske situation overfladisk fordømmende og den svælgende beskrivelse af de skrækkelige forhold i skanserne og de mange amputationshistorier til rent føleri. Det forleder desværre også forfatteren til at udelade facts, så tingene passer bedre. F.eks. er påstanden om, at Monrad ”…ingen anelse [havde] om de faktiske forhold ved fronten…” grov i betragtning af, at konseilspræsidenten havde generalstaben og hele den militære efterretning til rådighed og sin søn Viggo som flittig og åbenhjertig brevskriver fra forreste frontlinje lige fra Dannevirke til efter stormen.

Et nødvendigt forsvar
Bogens – og mange andres – ulideligt gentagne påstand om, at indsatsen på Dybbøl var meningsløs, er og bliver efterrationalisering i den store og skoledannende radikale historiker Erik Arups pacifistiske ånd.

Indsatsen nåede ikke i mål, for Dybbøl kunne ikke holdes helt til våben-stilstanden knap tre uger efter stormen. Men at sige, det var ligegyldigt, om danskerne havde foden på det slesvigske fastland, og at opgivelse af stillingen uden kamp og efterfølgende tilstedeværelse på Als ville have haft den samme politiske værdi, er uden mening eller i bedste fald bagklogskab.

Man kunne lige så godt under treårskrigen 1848-50 have sagt, at Fredericia fæstning, der i 1849 havde en vigtig brohovedfunktion som Dybbøl havde det i 1864, var ligegyldig, og at man lige så godt kunne have stået med tropperne på stran-den ved Middelfart. Det havde man ikke fået et succesfuldt udfald af 6. juli 1849, der rystede preusserne, så de tabte modet, trak sig ud af krigen og dermed skabte grundla-get for Danmarks sejr over slesvig-holstenerne.

Als var intet brohoved på linje med Dybbøl, øen var ikke omfattende befæstet og havde slet ikke den samme praktiske betydning eller symbolbetydning. Var Dybbøl blevet holdt, hvilket desværre viste sig umuligt, havde det forhandlingspolitiske udgangspunkt været et andet, da den længe forberedte fredskonference i London havde sit første møde kun syv dage efter Dybbøls fald.

Al regeringens politiske uformåenhed, vaklen og jammerlige beslutnings-kultur i forhold til hærledelsen ufortalt var dens intention om at holde Dybbøl derfor rigtig. Formentlig også selvom generalerne anbefalede rømning.

Men forsvaret af Dybbøl hører selv i europæisk perspektiv til de mest forfærdelige militære – og folkelige – prøvelser i nyere tid.
Der er imidlertid situationer i historien, hvor de store ofre må bringes for det lange sigts skyld. Medens man kan påstå, at forholdene på 1. verdenskrigs fronter var næsten forbryderisk spild af ungdom, så vil ingen med fornuft kunne sige, at ame-rikanernes forfærdelige tab på strandene i Normandiet og i Stillehavet under 2. verdenskrig var forgæves. Dér blev det afgjort, at du og jeg skulle være frie mennesker. Københavns heltemodige forsvar mod svenskerne under stormen 10.-11. februar 1659 – for netop 350 år siden – er et andet eksempel. Den nat blev det slået fast, at vi skulle forblive danskere.

Men ved Dybbøl tabte vi. Det danske rige mistede store landområder og mange danske (og for den sags skyld Slesvig-Holstenere) kom under rigoristisk preussisk herredømme. Buk-Swientys forfærdede historier om frygtelige personlige omkostninger for soldater og familier, afrevne lemmer, sprøjtende hjernemasse og lægernes udfiskning af dybtliggende granatsprængstykker uden bedøvelse giver ikke svaret på, hvorvidt Dybbøl skulle have været forsvaret til den bitre ende eller opgives. Svaret ligger i, at krigen var en faktisk realitet, delvist på grund af vor egen politiske svaghed, javel, men frem for alt fordi Preussen havde brug for den.

Og som omstændighederne var, måtte Dybbøl forsvares akkurat, som det skete.
Havde Danmark både forladt Dannevirke og Dybbøl uden kamp, havde den danske selvforståelse fået et endnu mere ubærligt knæk end den tabte kamp for Sønderjylland gav. Og det er vel også tænkeligt, at Napoleon III havde manglet motivation til at sørge for, at der i fredsaftalen efter krigen mellem Preussen og Østrig i 1866 medtoges en revisionsparagraf om Slesvig, som ved folkeafsteminig efter 1. verdenskrig skaffede os Nordslesvig tilbage.