Den 4. august 1914 erklærede England Tyskland krig. Om morgenen den 5. august modtog den danske regering et "forslag" - reelt et ultimatum - fra den tyske udenrigsminister om at spærre Storebælt med miner. Der herskede rådvildhed i regeringen og i det engelskvenlige danske kongehus. Det lykkedes Flådechefen, Viceadmiral O. Kofoed-Hansen, at få overbevist både regeringen og Kong Christian d. X om, at det var rigtigst at gå ind på tyskernes forslag for ikke at risikere et tysk angreb på Danmark.

Mange eksplosioner
Allerede den 10. august var Storebælt spærret med armerede kabelminer. Køge bugt, dele af Øresund samt Lillebælt blev ligeledes spærret. Det viste sig hurtigt, at store dele af det danske minemateriel var ubrugeligt. Der var tale om miner med de såkaldte kviksølv-strømsluttere, som i augustdagene fik Storebælt til at genlyde af eksplosioner fra miner, som helt umotiveret gik af. De blev efterhånden udskiftet med de mere stabile hornminer. Bæltspærringen skabte ro omkring det dansk-tyske forhold, og englænderne tog det heller ikke ilde op.

Til venstre Kong Christian d. X og til højre Viceadmiral Kofoed hansen. De danske minespærringer var en bitter pille at sluge for Kongen, som mente det stred mod engelske interesser. Det danske og engelske kongehus var nært beslægtede.

Forsvaret fik tid til at organisere sig, så det ikke længere var muligt at besætte Danmark med et hurtigt angreb.

Drivende miner
Bortset fra minerne med kviksølv-strømsluttere voldte de omkring 1000 danske miner der blev udlagt, ikke problemer i resten af krigen. Både danske og engelske miner levede næsten alle op til Haagerkonventionens krav om at armeringen skulle slås fra, hvis minen blev revet ud af minefeltet og begyndte at drive rundt. De tyske og russiske miner var derimod farlige. Hele 74 % af de tyske miner, som flåden kom i kontakt med, var armerede.

Dusør
Det var en halsbrækkende opgave at desarmere en drivende tysk mine: "Desarmeringen af de tyske miner var ofte forbundet med betydelig fare i det ledningerne til tændningsmekanismen, var skjulte af muslinger og planter, der havde sat sig fast på minen. Her til kom yderligere, at det var vanskeligt i søen at tage minen paa siden af fartøjet, da en ringe berøring med dettes side kunne bringe den til at eksplodere.

Det anførtes, at "ikke sjældent maatte en Befalingsmand springe udenbords, svømme hen til minen og med en saks overklippe ledningerne, saaledes minen derpaa uden fare kunne tages ombord". I beretningen om "Den udrustede flådes virksomhed under sikringsperioden 1/8 1914 - 31/3 1919", fremgår det, at man for at anspore mandskabet til at udføre denne risikable opgave, udlovede dusører. En drivende mine gav 300 kr., mens strandede miner kun gav en 10'er. Ofte blev minerne bragt til sprængning ved beskydning.

Ulykker
Da der 11. november 1918 blev sluttet våbenstilstand, gik flåden straks i gang med optagningen af de danske miner, hvilket var afsluttet uden vanskeligheder d. 23. november. Af beretningen fremgår det, at der under krigen var forholdsvis få mineulykker.

Helt ramt forbi gik flåden dog ikke. Den 14. december 1918 sejlede torpedobåden "Sværdfisken" på en mine agterskibs under minestrygning af et tysk minefelt ved Lolland. Otte mand mistede livet.

Sværdfisken efter ulykken (foto: Orlogsmuseet)

I alt uskadeliggjorde søværnet 5329 søminer under krigen, hvoraf langt de fleste var engelske og drev ind på Vesterhavskysten.