I 1400-tallet var en af de mægtigste magter i Østersø-regionen Den Tyske Orden; en religiøs og militær elite-orden af fanatisk troende riddere stiftet i 1190 i Acre under det 3. Korstog til Det Hellige Land. I 1200-tallet førte de krig mod hedningene i Baltikum, som de gradvist erobrede og tvangskristnede. I 1346 overtog de efter et oprør Estland fra Danmark. Men af de største danske regenter gennem tiden, dronning Margrethe 1., tog med pavens velsignelse kampen op mod dem.

Pirater amok

I slutningen af det 13. århundrede hærgedes Østersøen af pirater, særligt de såkaldte Vitaliebrødre, der oprindeligt var organiseret af hertugdømmet Mecklenburg med henblik på, at plyndre danske skibe, og som også havde brudt den danske belejring af Stockholm i 1391. Men da de plyndrede til alle sider blev de til et generelt problem for handelen i Østersøen, hvilket også gik ud over Den Tyske Ordens handel, der var en del af den hanseatiske ligas netværk. De besluttede at rykke ind på piratenes hjemmebane, for at stoppe dem én gang for alle.

Piraternes hjemmebase var Gotland, som ordensridderne uden de store problemer besatte i 1398. Umiddelbart var ikke den store årsag for danske dronning Margrethe at blive bekymret, da pirateriet også havde skadet den danske handel. Men alligevel – da den eksilerede kong Albrecht 25. maj 1399 pantsatte øen (for 10.000 ”nobles”) til Den Tyske Ordens stormester, Konrad von Jungingen, havde sidstnævnte tiltusket sig en vis legitimitet i forhold til spørgsmålet om ejerskab over øen. Det pegede på større ambitioner end blot at stoppe pirateriet fra øen.

Margrethe mente, at hun havde retten til øen, da hendes far, kong Valdemar, havde erobret øen tilbage i 1361, og forlangte derfor øen overdraget til hende. Hun måtte dog acceptere en forhandling om hovedbyen Visby, som ifølge en tidligere traktat faktisk tilhørte Albrecht. Da der ikke kom et resultat ud af forhandlingerne, forlangte hun et mere imødekommende svar inden Skt. Martins dag (11. november); ellers ville hun bruge magt. Ultimatummet blev ikke blev imødekommet, Den Tyske Orden nægtede at overdrage øen. 12. november landede en dansk-svensk styrke på ca. 2000 soldater, behørigt udrustet med blider og kanoner til en belejring, under kommando af Abraham Brodersen og Algot Magnusson ved Slite, på den nordøstlige side af Gotland.

Korstog mod korsfarerriddere?

Det kan virke besynderligt, at en korsridderorden selv udsættes for et korstog, men Den Tyske Orden var faldet i unåde hos paven, der fra 1401 havde opfordret biskopperne i Kalmarunionens lande, Danmark, Norge og Sverige, som Margrethe 1. var overhoved for, til at prædike korstog mod hendes fjender – også selvom de måtte være kristne! Men samtidigt blev ordenen anklaget for, at have optrådt for hensynsløst over for hedningene i Baltikum, jaget dem væk fra kristendommen, og dermed reelt modarbejdet den ”rette tros” udbredelse. Desuden mistænkte paven ordenen selv for at have fraveget kristendommen, da de gerne indgik aftaler og alliancer med kætterske magter i regionen. Den samme anklage havde kirken i 1230’erne også rettet mod Den Tyske Ordens forgænger i det baltiske område – en ridderorden kaldet Sværdbrødrene – der af paven blev anset for, at have for nær og god kontakt til bl.a. det russisk-ortodokse bystat Pskov. Også dengang blev Danmark bragt på banen som korsfarernation for, at afbalancere de måske lidt for uafhængige ordensriddere.     

Visby under belejring

Styrken fik hurtigt kontrol med hovedparten af øen, som hæren plyndrede på vejen rundt, for siden at lade befæste med tre mindre forter. Den tyske kommandant, Johann von Thetvytz, kunne kun holde den stærke fæstningsby Visby, under hvis mure danskerne lod bygge fem stærke skanser. Et forræderi for at indtage byen 24. december 1403 mislykkedes, og dagen efter iværksattes en belejring. Selvom antallet af ordens-soldater i byen kun var på ca. 85 mand, så hjalp byens borgere med til forsvaret, da tyskerne jo havde befriet dem fra de tumultariske år med piraterne og havde sikret dem fred og ro siden 1398. Da belejring og adskillige mindre angreb, afbrudt af flere udfald fra fæstningen, ikke kunne fremkalde et hurtigt resultat, forsøgte den danske hær en større storm på fæstningen 25. februar 1404, inden en tysk undsætningsstyrke kunne organiseres. Men angrebet blev afvist med store tab til følge.  

Ordenen slår tilbage

Netop en undsætningsstyrke var nemlig undervejs; for at få friere hænder til en ekspedition til krigen mod Margrete indledte Stormesteren fredsforhandlinger med Polen og Livland, og forlangte, at de seks hansabyer under hans kommando stillede med skibe og 300 mand hver. Og 2. marts forlod en flåde med en styrke på 1500 soldater og 1500 søfolk Danzig (nu Gdansk) og ankom til Visby en uge efter. Den danske styrke var nu underlegen i forhold til byens garnison og undsætningsstyrken, og styrken trak sig derfor tilbage til de tidligere opførte forter, herunder ved Slite (Slyt), hvor de tyske ordenstyrker påbegyndte en otte-dages belejring og bombardement. Men 16. maj måtte den danske styrke give fortabt, da de løb tør for forsyninger. Fortet skulle efter aftale nedbrændes senest 21. maj.  

Katastrofe

Kampen var på ingen måde afgjort, og for at sikre øen bedre sendte stormesteren yderligere 700 mand og 400 heste afsted til Gotland, der ankom 7. maj. Også Margrethe I var i færd med at forstærke den trængte danske hærstyrke på øen, og samlede forstærkninger ved Kalmar. En 3-ugers våbenhvile blev arrangeret, hvilket gav de danske styrker tid til at konsultere dronningen. Det passede hærførerne Brodersen og Magnusson godt, da de vidste, at Margrethe 1. var i færd med at samle en stor undsætningsstyrke. Magnusson drog afsted og mødtes med udsendinge fra ridderne og dronningen selv, på Vadsten slot ved Vättern, hvor hun drøftede handelen på Østersøen med den hanseatiske liga, der pga. krigen var truet.

Den Tyske Orden forlangte, at hun rømmede øen, da hun havde startet krigen, hvilket dronningen nægtede. Men da undsætningsstyrken ved Kalmar overraskende blev angrebet og tilintetgjort i 1404, da Den Tyske Ordens skibe var fulgt efter danske skibe og havde opdaget flådens samlingssted, var spillet ude. Stormester Jungingen omtaler sejren i et brev til en repræsentant i Livland (Letland), hvor ordenen havde store territorier, at det var lykkedes ordenens flåde, at erobre eller afbrænde op mod 200 af dronningens skibe, og ødelagt hvad de ellers kunne formå. På Gotland rykkede Den Tyske Orden desuden frem til borgen Gultborg, der sammen med endnu en befæstning overgav sig 27. juni. Krigen var ovre.  

I krig og politik gælder alle kneb

Begge parter vendte så tilbage til forhandlingsbordet og en våbenhvile blev indgået 1. juli 1404, hvor de tyske riddere opnåede alle rettigheder til øen. Men igen viste Albrecht sig at være til fals, da han som eksileret ekskonge var i svære økonomiske vanskeligheder. For et beløb på (8000 ”nobles”) overdrog han enhver rettighed over Gotland og byen Visby til Margrethe. Den Tyske Orden havde nu ingen formel ret til at beholde kontrollen med øen, men på basis af riddernes militære styrke forblev de dog på øen, indtil Margrethe i 1407 igen måtte smide en sum penge (9000 ”nobles”) for at få ridderordenen til, at overdrage Gotland til Kalmarunionen, som Margrethe 1. stod i spidsen for. Gotland var reelt igen under dansk kontrol.  

Af JG

Læs mere:
Danske korstog – krig og mission i Østersøen, J. H. Lind/ C.S. Jensen/ K. V. Jensen/ A. L. Bysted
Danmarks krigshistorie, bind 1, K.V. Jensen/K. J. V. Jespersen/G. Lind
The Occupation of Gotland by the Teutonic Knights/ Karl Ferdinand-Schmidt, Loyala Uni. Chicago 1966)                        
Kriget med unionen 1403-1404, guteinfo.com
The Military Orders, vol. 4, Joechen Schenk, Mike Carr
Vivian Etting: Queen Margrete I, 1353-1412, and the Founding of the Nordic Union