Krig udkæmpet imellem den katolske tyske kejser og de protestantiske tyske fyrstedømmer i det nordlige Tyskland.

Kejserkrigen brød ud i 1620 med et bøhmisk oprør imod kejseren i Prag. Oprøret blev slået ned men krigen fortsatte imod nord, og Christian d. IV besluttede at gå ind i krigen. Rigsrådet var imod krigen, da Danmark kun fik vage løfter fra de andre protestantiske lande om hjælp, så Christian d. IV gik ind i krigen som Hertug af Holsten og ikke som dansk konge.

Ved Lutter am Barenberg (*), d. 17. august 1626, stødte Kongen og den katolske feltherre Tilly sammen, og slaget endte med et knusende nederlag til Christian d. IV. Krigen blev nu også et nationalt dansk anliggende, da Tilly forfulgte Kongen ind i Holsten.

I september 1627 rykkede de kejserlige styrker op i Jylland og besatte i løbet af oktober hele halvøen. Kun ved hjælp af den stærke danske flåde lykkedes det for resten af landet at holde stand. I januar 1628 etableres en dansk-svensk alliance og i løbet af 1628 blev Fehmern og nogle byer i nordtyskland tilbageerobret.

I januar 1629 indledtes fredsforhandlinger, der endte med at Danmark måtte give afkald på 3 nordtyske stifter. En særdeles billig afslutning på krigen, taget i betragtning at hele Jylland var besat.