Sådan hed den første operation, hvor en dansk Forward Air Controller (FAC) dirigerede et luftbombardement mod et militært mål. Operation Sugarbowl fandt sted den 10. september 1995 i den sydøstlige del af den sikre zone Tuzla i Bosnien-Hercegovina. Målet var den bosnisk-serbisk stilling på bjerget sukkertoppen.

Det var den på det tidspunkt 52-årige kaptajn af reserven Ib Nordentoft Andersen, som styrede bombeangrebet. Kaptajnen var en såkaldt "gammel FAC". Han havde under pilotnavnet NAN gjort tjeneste i Hærens Flyvetjeneste og havde desuden, som pilot modtaget Airborne FAC-uddannelsen allerede i 1967. Under indsættelsen på Balkan gik forsvaret bort fra at bruge FAC'er med pilotuddannelse, fordi de var for svære at skaffe.

Samarbejdet mellem FN og NATO
Grunden til, at der overhovedet skulle bruges danske FAC'er i UNPROFOR, var at FN havde aftalt med NATO, at FN-styrkerne i de sikre zoner kunne anmode om flystøtte fra NATO, hvis de blev angrebet af borgerkrigens parter. De fleste FN-kontingenter i de sikre zoner, med undtagelse af DANSQN's 10 Leopard kampvogne, bestod nemlig af forholdsvis letbevæbnede tropper, som ikke kunne forsvare sig mod et massivt angreb fra f.eks. de bosniske serbere. NATO-fly skulle bidrage med de muskler, som FN-tropperne ikke havde.

Den fællesnordiske FN-styrke NORDBAT II blev udrustet med to luftstøttekoordineringshold - "Tactical Air Control Party" (TACP), som i en given situation kunne styre præcise luftangreb fra jorden, således, at kun styrker som generede FN-enheder, blev ramt, og flyene ikke bombede egne styrker.

Kompliceret procedure
I 1994 og første halvdel af 1995 måtte de danske TACP'er flere gange rykke ud i deres specialbyggede PMV'er og anmode om luftstøtte til svenske FN-soldater, som kom under beskydning af de bosniske serbere. Anmodningen blev sendt til Air Operation Coordination Centre (AOCC) i Sarajevo, hvor chefen for FN-styrken i Bosnien-Hercegovina sad.

For at TACP'en kunne blive erklæret "varm", det vil sige få lov at lede et bombeangreb, skulle AOCC indhente en godkendelse fra FN's særlige repræsentant i Geneve, Akashi. Han var en meget forsigtig mand, så TACP'en forblev som regel "kold".

NATO skruer bissen på
I august 1995 var NATO-landenes irritation over navnlig de bosniske serberes manglende respekt overfor FN-soldater og -resolutioner samt FN's manglende vilje til at bruge magt, når aftaler åbenlyst blev brudt, vokset til et næsten utåleligt niveau. I juli 1995 havde man passivt måtte overvære Srebenicamassakren.

Da 37 mennesker den 28. august 1995 angiveligt blev dræbt af en bosnisk-serbisk mortèrgranat på markedspladsen i Sarajevo, gav FN NATO frit lejde til at bombe bosnisk-serbiske styrker for at få dem til at ophøre med krigshandlinger. Operationen blev kaldt "Deliberate Force".

Sugarbowl I
Søndag den 10. september 1995 var NAN, som er håndvåbensentusiast, ved at lægge sidste hånd på en pistolkonkurrence med de lokale officerer i Camp Gønge. Klokken 14.00 skete det, som ingen efterhånden troede ville forekomme, hans TACP blev erklæret "varm". De bosniske serbere havde nemlig beskudt flybasen ved Tuzla fra deres stilling på bjerget sukkertoppen. Beskydning fra sukkertoppen var bestemt ikke en "once-in-a-lifetime expeirence" for NORDBAT II.

NAN havde for længst fundet et velegnet sted, hvor han som FAC kunne lede et bombeangreb mod Sukkertoppen. Nu gik det over stok og sten med PMV'en og dens besætning, som foruden kaptajnen bestod af en sergent, en signalmand og en kører, hen til "gerningsstedet", som lå 3,8 kilometer fra Sukkertoppen omkring halvanden kilometer bagved de yderste bosnisk-muslimske forposter. Ved den forreste FN-stilling tre kilometer længere tilbage parkerede NORDBAT II's chefer, der ikke ville gå glip af denne militærhistoriske begivenhed, samt en sanitets-PMV'en.

Ni bomber
NAN lå omkring 100 meter fra sin PMV, der var i dækning bag en sønderskudt gård. Her kunne han med sin Laser Target Marker udpege de mål som flyene skulle ramme på sukkeroppen. Under et flyangreb, der styres fra jorden, er det FAC'en, som erklærer flyene "varme", det vil sige, giver dem tilladelse til at kaste bomber. Ib Nordentoft Andersen havde fjorten fly til rådighed til det første angreb, men sendte fire af dem hjem, fordi de havde for lidt brændstof med.

De første to fly, som han 15.32 gav lov at kaste bomber mod sukkertoppen var to engelske Harriers. Ved den første bombe tilbragte han 20 meget lange sekunder i ulidelig spænding efter piloten meddelte, han havde kastet bomben fra fire kilometers højde. Var de to halv tons tunge bomber fuldtræffere eller ramte de et andet sted - i værste fald i hovedet på dem selv? Det var en lettet besætning, som så eksplosionen omkring 50 meter fra den bosnisk-serbiske bunker på Sukkertoppen, der var angrebets hovedmål.

Den næste Harrier måtte lave afvigemanøvre, da serberne affyrede et luftværnsmissil mod den, som blev uskadeliggjort af en "flare" (antimissilvåben) fra Harrier'en. Ib Nordentoft Andersen pegede på andre mål på sukkertoppen til de resterende fly (F-18, Mirage 2000C, Harriers og F-16), da han vurderede hovedmålet var ødelagt, og de fik blandt andet ram på to bunkere og et par 40 cm kanoner. I alt blev der kastet mindst ni tusinds punds bomber under angrebet, der varede halvanden time.

Tilbage til Camp Gønge
Bombeangrebet sluttede 17.05. TACP'en ventede to en halv time til mørket var faldet på og kørte tilbage med slukkede lygter. Den hvide PMV var næppe i kridthuset hos de serbere, der overlevede bombardementet, så Ib Nordentoft Andersen tog ingen chancer. Tilbage i den danske lejr - Camp Gønge - fik kaptajnen lejlighed til at ringe til sin kone, som var på ferie i England. "Du har været på arbejde", var hendes første kommentar. Bombardementet havde været omtalt i TV-nyhederne og hun havde genkendt sukkertoppen fra fotos hendes mand året før havde taget i Bosnien og kunne gætte, at han havde været i aktion.

Mystiske patruljer
Da Operation Sugarbowl gentog sig den 9. oktober 1995, var det på en tragisk baggrund. De bosniske serbere havde igen sendt granater mod flyvepladsen ved Tuzla, men denne gang var en norsk officer blevet dræbt - tre dage før den endelige våbenhvile 12. oktober. Denne gang blev TACP'en beskudt af serberne med et 12,7 mm tungt maskingevær, mens NAN med sin besætning angreb Sukkertoppen med fly. NAN meldte til AOCC-hovedkvarteret i Sarajevo, at han var "under fire" og chefen for hovedkvarteret sagde, at han ville se, hvad han kunne gøre for dem.

Det undrede NAN, hvad han mente, for han sad jo i Sarajevo. Kort efter dukkede otte slet klædte soldater uden gradstegn op ved PMV'en og kaptajnen udbrød: "How come I feel I am surrounded by three-letter people", og han antydede dermed, at det var to britiske SAS-patruljer, som de var stødt på.

Patruljernes leder kommenterede ikke NANs morsomhed, men spurgte i stedet, om deres FAC måtte lede angrebet, for han havde aldrig prøvet at bombe "live" før. "Negative", svarede Nan, for det var ikke tilladt for en FAC at videregive en "hot clearence" til en anden FAC. Dette bombeangreb forløb stort set på samme måde som det forrige. Ca. ti bomber kastet af F-16 fly med stor præcision.

Tre dage efter blev NAN for en sikkerheds skyld sendt hjem til Danmark, hvis serberne skulle finde på at forsøge en hævnaktion. Af hensyn til de andre besætningsmedlemmers sikkerhed har han holdt lav profil med historien indtil nu. I skrivende stund er han dog gået i gang med at skrive en bog om Operation Sugarbowl I og II.