Læs mere her
|
|
"En værnepligtigs erindringer
før, under og efter tjenestetiden".
Erindringer fra K. C. Olsens tid i søværnet. Nedskrevet i 1977. Original findes i Orlogsmuseets arkiv. Reg. nr. 1348:1968. De bragte billeder er, hvor intet andet er anført, taget af K. C. Olsen selv.
På session
Jeg, der var udgået af Rådmandsgades Skole i juni
1932 med realeksamen, blev samme år ansat som maskinlærling
på Orlogsværftet, og fik mit svendebrev den 30.
september 1936. Da var jeg allerede i gang med at læse
på Kjøbenhavns Maskinistskole, hvor jeg bestod
den "udvidede maskinisteksamen" i juni 1938 og fortsatte
med kursus til "statsautoriseret elektroinstallatørprøve
for maskinister", der ville være færdig i
januar 1939.
Da jeg siden skoletiden havde arbejdet på at få en fremtid som maskinmester i marinen, stillede jeg som 23-årig på session i efteråret 1938, iført "Kejserens nye Klæder" og med svendebrev og eksamensbeviser i hånden.
Manden, der passede højdemåleren, måtte hæve indikatoren en snes centimeter, da jeg kom på målet, og han råbte: "180 - endelig en mand til Livgarden", så det må have været nogle småfyre, der var kommet før mig den dag.
Efter lægeundersøgelsen kom jeg for "domstolen", hvor jeg afleverede mine papirer. Mens officererne fra hæren var mest interesseret i mine 180 cm, kiggede marinens repræsentant mine papirer nøje igennem og sagde så: "De er vel mest interesseret i at komme til marinen?", og så kunne jeg forlade lokalet som taget til flåden.
Vi var 8-10 mand fra klassen, der var på session dette efterår, blandt andre min sidekammerat, Knud Rosted, der blev kasseret - den eneste af os - på grund af nærsynethed. Knud var ikke interesseret i militærtjenesten, så han havde ikke røbet, at han var maskinist, for ellers var han vel blevet taget.
Da vi andre hen i december fik indkaldelsesordre til marts og april 1939 drillede Knud os således: "Når vi nu er færdige med eksamen i januar, kan jeg mønstre ud som en fri mand og sejle på de syv have, mens I, der er så militærliderlige, kan risikere at blive lavet til "hakkemad", for der bliver sikkert snart krig".
Ak ja, Knud fik jo ret i, at der blev krig, men vi, der var indkaldt overlevede, mens han gik ned med M/S ARGENTINA, der blev meldt savnet d. 10. april 1940 på vej fra Sydamerika til Danmark.
Skolechef var kommandørkaptajn Kålund, som vi selvfølgelig kaldte Kålorm, kompagnichef var kaptajnløjtnant Seehusen, delingsfører var en artillerikvartermester - hvis navn jeg ikke husker - men han blev kaldt "Anders And" på grund af formen på sin næse, og gruppefører var A-kadet Corfitzen.
Om rekrutskolen er der ikke meget at berette, for den kender alle, der har været indkaldt til Søværnet, men den første søndag, der blev givet landlov fra kl. 1000 til 2200, var en "stolt dag".
Efter mønstring på Elefanten marcherede hele skolen den lange vej gennem Holmen til vagten ved Prinsessegade, hvor kommandoen lød: "Til landlov - træd af". Nu skulle vi ud og præsentere os for familie, piger og venner - hvis vi var københavnere, mens provinsianerne ikke havde andre muligheder end at dingle rundt på gader og stræder, evt. gå på "Soldaterhjemmet", eller som de fleste, hvis de havde penge på lommen, gå på værtshus.
For mit vedkommende var det en stolt dag, for det var første gang, at min far bød mig en snaps til frokosten. Det var en tradition i min familie, at en far ikke skænkede brændevin op for en søn, før denne kom hjem i militæruniform så "den gamle" sagde: "Det er sgu godt, du ikke blev kasseret". Selv har jeg ikke haft den lykke at kunne skænke en snaps for en søn, for jeg har kun kunnet "lave" piger.
I begyndelsen af maj blev der trængsel ved opslagstavlen i FYEN, for der var opslået lister over, hvor hver rekrut skulle forrette tjeneste, når skolen var færdig. Jeg fandt mit navn og nummer som udkommanderet med torpedobåden HØGEN.
