Del 2

Orlogsgast igen
Den 5. juni 1945. kom genindkaldelsen til flåden. Det var en flåde, der skulle bygges op fra et nulpunkt efter flådens sænkning den 29. august 1943. De genindkaldte mødte på Holmen, men her kunne beklædning i egentlig forstand ikke finde sted, for der var ingen uniformer, ingenting. Der var fremskaffet nogle blå overalls som befalingsmændene kaldte abekatte og nogle blå skråhuer, vistnok svenske.

I det antræk begyndte vi så en form for vagttjeneste og oprydning. Der så forfærdeligt ud overalt. Man skulle ikke tro det var civiliserede folk, der havde boet på Holmen efter 29. august 1943. Det kneb lidt med disciplinen hos det genindkaldte mandskab. Når vi kunne se vort snit til det "sivede" vi og gik på selvstændige opdagelser på området. Efter nogle få dages tjeneste blev jeg udkommanderet til tjeneste på Marine-station Slipshavn ved Nyborg under marinedistrikt Fyn. Vi 10 udtagne gaster blev afmønstret Holmen med besked på at møde næste dag kl. 09.00 under uret på Københavns Hovedbanegård.

Alle var mødt i god tid og vi sendte en stafet ud for at se om også vor befalingsmand var på vej. Det var han. Stafetten kom løbende tilbage og meldte: "Der kommer en meget surt udseende kvartermester gående langs med hotel Astoria med en kuffert i den ene hånd og en sabel i den anden." Lidt efter dukkede han op under uret og præsenterede sig som Matros-kvartermester II H. K. Eisen. Han gav derpå den nærmest stående gast en stor pengeseddel og sagde, at så kunne vi drikke os et par øller undervejs, men at han ikke ønskede at se os før vi gik i land i Nyborg.

I Nyborg havn
Da vi gik fra borde i Nyborg mødtes vi som aftalt med kvartermester Eisen. Vi var som udkommanderede reglementeret påklædt og havde fået rund hue med hvidt huebetræk. På havnekontoret mødtes vi med en tyk frihedskæmper, der blev kaldt "Tromle" - dels på grund af hans udseende og dels fordi han var udstyret med en gevaldig tromlepistol, som vi kendte dem fra cowboyfilm. Tromle var i øvrigt lidt berømt, fordi han ved en aktion lige efter befrielsen ville trække sin pistol, men fik så kluntet fat på den, at han brændte et vådeskud af, der gik durk gennem hans højre endeballe og ned i hælen på højre fod.

Tromle førte os ombord i en motorbåd og sejlede os ud til Slipshavn ved fjordens indsejling. Her skulle vi afløse nogle engelske marinere i bevogtningen af omkring 150 krigsfanger fra den tyske flåde. Da vi gik i land fra motorbåden, gik kvartermester Eisen i forvejen for ikke at se det ynkelige syn af vor ankomst. Han havde bemærket, at flere af os var temmelig berusede. Nogle af os bar køjesækken på reglementeret vis på skulderen medens andre slæbte den efter sig hen ad jorden og da der endnu ikke var fremskaffet sejldugssække var køjesækkene blot nogle store papirsposer, der ikke tålte at blive slæbt på den måde, men hurtigt revnede, så indholdet væltede ud på jorden.

Parade
Vi stillede an til parade og præsenterede gevær medens Union Jack blev nedhalet og Dannebrog gik tik tops. Derefter gik vi på opdagelse på området. Hurtigt blev der fundet en kasse tyske håndgranater, som vi øvede os i at bruge, indtil Eisen kom farende og fik dem anbragt på et sikkert sted.

Eisen overlod til os at opstille et vagtskema med en vagt ved indkørslen til marinestationen og en ronderingstjeneste. Vagtskemaet skulle dække alle døgnets 24 timer og passes af de ti mand, vi var.

Det blev forelagt Eisen, der godkendte det og sagde at nu havde vi at passe det, og at han ikke ville have noget som helst vrøvl. Vi havde fordelt vagterne med seks timers vagt ad gangen, men det blev vi hurtigt nød til at ændre.

Krigsfangerne isoleres
Som nævnt var der ved Slipshavn en stor gruppe tyske krigsfanger, hovedsageligt fra den tyske flåde. De var blevet anbragt på et gammelt skib uden motor midt i fjorden og fik udbragt proviant en gang om dagen. Det lettede vagten betydeligt. Tilbage på marine-stationen var nu kun fire tyske underofficerer anbragt på nogle krudtpramme, der indeholdt så meget sprængstof, at det kunne ødelægge Nyborg, hvis det gik af på én gang.

De fire mand skulle bo på prammen som sikkerhed og måtte kun skiftevis gå i land for at forrette deres nødtørft. Desuden var der en Leutnant zur See. Han søgte kontakt med Kvartermester Eisen, men da denne ikke kunne tysk, bad han mig gå hen og spørge ham, hvad han ville. Han ville have tilladelse til en gang om dagen at tage til Nyborg med FUNKBUCH d.v.s. telegrambogen. Eisen sagde til mig:
"Nu har de sparket os i røven i 5 år, nu er det vores tur til at sparke dem i røven og sig til ham, at han får ikke lov til at gå nogen steder. Han er krigsfange." Næste dag blev søløjtnanten også isoleret på det motorløse skib midt i fjorden.

Landlov
De vagtfri fik landlov og vi tog øjeblikkelig ind til bal i nærheden af Nyborg gamle stationsbygning, hvor vi i vore danske marineuniformer var umådelig populære især hos pigerne. Vi var også til dansant på restaurant Skærven. En dag fandt vi vej også til Nyborg sejlklub, hvor der var bal. Her traf jeg en vred sejler, der blev klar over, at det var mig, der havde sendt advarselsskud over hans båd, da han sejlede ud over den tilladte ydergrænse i fjorden. Det var forbudt at sejle udenfor fjorden på grund af minefaren og det skulle vagtronden holde øje med, derfor havde jeg affyret en maskinpistolsalve hen over ham, som fik ham til at vende øjeblikkelig.

Lidt efter opstod der uro og formanden i sejlklubben kom og meddelte os, at vi menige ikke måtte være der. Vi gjorde klar til at gå og kvartermester Eisen, der var særlig indbudt, spurgte os, hvorfor vi gik allerede. Vi fortalte ham så, at vi var blevet smidt ud. Det fik ham til at bede mig gå ud i garderoben og hente hans uniformskasket. Da jeg kom med den, satte han den på hovedet, rejste sig og råbte med høj røst; "Da jeg hører at mine folk ikke er fine nok til at være her, ønsker jeg heller ikke at være her", hvorpå han skridtede ud i spidsen for sine gutter.

Vi inviterede også pigerne med i biografen og der sad undertiden to piger omgivet af en flok på 8 vagtfri orlogsgaster. Det var vistnok lidt af en spidsrod for de unge piger, men det spekulerede vi ikke på.

Officersfest på slipshavn
En aften kom søløjtnant Asger Jørgensen hen til mig og sagde, at han og en anden søløjtnant holdt en lille fest, men der var tre piger, der var deres gæster, om jeg ikke, når de havde spist ville komme ind og hjælpe dem med at danse, så den tredje pige ikke skulle føle sig til overs. Det ville jeg da gerne, så jeg kom ind og dansede med til musik fra rejsegrammofonen. Jeg skulle lige som de andre danse med pigen og løfte hende op på bordet, så pigerne kunne danse deroppe medens vi dansede nedenfor på gulvet, det havde vist sin særlige charme.

En fuld gast
En aften kom en af gutterne meget fuld hjem og var ved at vælte kasernen. Ved larmen kom Kvartermester Eisen ind, for at se, hvad der var los. Tak skæbne, tænkte vi, nu bliver der ballade, indberetning og en mand sendt i brummen på Holmen. Men hvad skete der. Eisen gik hen og tog om den fulde "bager", der var hans civile stilling, førte ham hen til hans køje, lempede ham op i køjen, mens han hyggesnakkede med ham og klappede ham på kinden, og sagde; "Nu trænger du vist bare til at komme til køjs og sove den brandert ud", hvorefter han stille og roligt hev kludene af ham og dækkede ham til med hans tæppe og ønskede ham god nat. Vi stod forbløffede og oplevede, hvordan en befalingsmand i flåden kunne tage en sådan situation, og den sag blev der ikke gjort mere ud af.

Sovet på vagten
De evindelige vagter vi havde sløvede os mere og mere og det skete, at Eisen, der havde en del mavebesvær ikke kunne sove og så benyttede lejligheden til at gå en kontrolrunde. Det skete mere end en gang, at han tog en sovende på vagten. En nat da jeg havde vagt ved skilderhuset ved indkørslen til marinestationen, havde jeg i kedsomhed og træthed lagt mig ind på min køje med en ladt maskinpistol i favnen.

Pludselig rusker en kammerat i mig og sagde "jeg er lige blevet taget sovende på vagten. Du må vist hellere se, at komme ud". Jeg sneg mig ud i ly af mørket og fandt tilbage til skilderhuset. Et øjeblik efter kom Eisen listende og stak hovedet frem. "Hvem der!" råbte jeg, hvorpå Eisen nikkede anerkendende til mig og sagde:
"Godt hr. pastor, jeg tænkte nok, at De ikke sov på vagten."

Tyveri fra hangaren
På området lå en hangar fordi der havde været flyvebådsstation der. Nu var der ingen flyver, men i hangaren opbevaredes mange ting, benzin, stoffer, tæpper og meget andet. Eisen kunne ikke forstå, hvordan ting kunne forsvinde derfra, for låsene var ikke beskadigede. På en nattevagt forklarede "Den Lange", som han blev kaldt, hvordan den slags skulle gribes an.

Døren ind til hangarrummet var ligesom en stalddør i to halvdele, en øvre og en nedre halvdør. Låsene sad på den øverste halvdør. Så skruer man bare hængslerne af nederste halvdør, bukker sig ned og kravler ind! "Lange" kunne det der...

En dag blev jeg kaldt ind til Eisen, der med megen højtid modtog mig og spurgte: "Hr. pastor, Jeg spørger Dem. Ved altrets lys, har De stjålet i hangaren?" Til det kunne jeg kun svare "Nej, hr. kvartermester".

Ronderingsvagten forsvundet
En sen aften blev vi alle kaldt ud til bolværket. Eisen havde gået en kontrolronde og havde ikke fundet ronderingsvagten. Vi blev sendt rundt på området to og to for at kalde på ham og lidt efter lød det fra alle kanter: "Lange, Lange," Thi ham var det.

Jeg ved ikke, hvor længe vi sådan gik rundt og råbte, medens Eisen blev mere og mere nervøs. Jeg var vis på, at Lange, som jeg efterhånden kendte ret godt, havde lavet et nummer med at gøre sig usynlig, fordi det kedede ham at gå vagt, så på et tidspunkt sagde jeg til kvartermester Eisen: "Det kan være, at Lange er faldet ud over bolværket og ramt imod med hovedet, så han har mistet bevidstheden."

Den bemærkning faldt ikke i god jord hos Eisen. Han vendte sig mod mig, lynende vred, og sagde: "Sig ikke sådan noget." Et øjeblik efter kom Eisen hen til mig og bad mig gå ned til tyskerne på krudtprammen og spørge, om han sad nede hos dem og spillede kort.

Jeg gik derned og spurgte efter ham. Da de blev klar over, at det var den ronderende vagt, der havde til opgave blandt andet at passe på dem, der var forsvundet, slog de en høj latter op. De tænkte vel af erfaring, hvad det ville koste en tysk soldat ikke at være på sin vagt.

Lidt senere viste det sig, som jeg tænkte, at han havde gjort sig usynlig, for pludselig stod han ved siden af to, der gik og råbte, og sagde: "Hvorfor går I rundt og kalder på mig?" Og da vi spurgte, hvor han havde været henne, var han fræk nok til at sige, at han havde da været der hele tiden. Eisen vendte ryggen til ham og gik væk, lettet over at der ikke var sket en ulykke.

Samtale med en af krigsfangerne
En aften jeg havde vagt ved krudtprammen kom en af underofficererne op for at gå på toilet i land, Da han vendte tilbage for at gå ombord stoppede han ud for mig, og spurgte, om han måtte tale med mig. Jeg sagde, det måtte han godt Vi satte os ned på bolværket og sludrede sammen. Han fortalte, at han var gymnasielærer i Hamburg, men ikke glædede sig til at komme hjem. Han vidste, at byen var smadret af bombardementer og at han vidste ikke om hans kone og deres børn var i live. Så talte vi lidt om hans fag. Han havde skrevet en afhandling om den franske filosof Blaise Pascal, og det talte vi lidt om, indtil han fandt det passende at trække sig tilbage og gå ombord igen.

Ureglementeret lys
På vagten så jeg en aften, at der var lys i den bygning vore fanger måtte træde af på naturens vegne og jeg gik derfor ind for at undersøge, om det var en forglemmelse. Der var lys i den lange gang og i et værelse, der ellers ikke blev benyttet, så jeg trådte ind for at undersøge sagen. I stuen stod en opredt seng og henover hovedpuden bølgede et lang, smukt lyst hår. Jeg trak mig skyndsomst tilbage, ud i den lange gang, hvor løjtnant Nielsen kom vandrende i natskjorte, svingede med hånden og udbrød: "Alt i orden, skildvagt." Jeg forsvandt hurtigt helt udenfor flov over at have været nær ved en hyrdetime. Men han burde have underrettet vagten.

Kransenedlægning
En dag kom Eisen og beordrede "Den tossede bager" og mig til at følge ham til en kransehøjtidelighed på Nyborg Kirkegård. En mand fra flåden var gravsat her og nu skulle vi fra den nærmeste marinestation nedlægge en krans. Det var formentlig en Kz-lejrfange, der var vendt hjem ned de hvide busser, men nu havde bukket under efter det forfærdelige lejrophold.

Tovtrækning
Til de mere muntre oplevelser hørte en invitation til at være med i en havnefest, hvor vi skulle trække tov mod 8 mand fra Nyborg Jernstøberi. Vi trådte an i almindeligt arbejdstøj, daglig blåt, men blegnede, da vi så smedene komme vandrende tungt ind som en flok sindige elefanter. Kampen var kort. Tre gange trak smedene de splejsede marinesoldater hen ad grønsværen og kvartermester Eisens inciterende hepperi hjalp ikke en døjt.

Lidt bedre gik det, da en af vore folk i en båddyst med sin stav ragede en modstander i havnen to gange.

På egen kost
På Slipshavn marinestation var vi på egen kost. Vi skiftedes til at stå i køkkenet eller kabyssen, som vi kaldte det, hvor vi under ledelse af den mest kokkeferme tilberedte mandskabets måltider.

En dag dukkede der en soldat fra den kongelige livgarde op for at besøge Ebert Christensen. De to var kernekammerater helt fra drengetiden. Han befandt sig godt iblandt os orlogsgaster indtil kvartermester Eisen kom hen til os og spurgte: "Hvad er det for en mand fra hæren, der tulrer rundt her?" Vi forklarede, at det var en ven, men det svar tilfredsstillede ham ikke. "Han kan jo være desertør", sagde han.

Vi indvendte, at det var han ikke, og han var da heller ikke så dum, at han så ville gå rundt i uniform. "Vi er jo på egen kost" kom det så, "hvem betaler det, han sætter til livs?" Vi svarede at den udgift ville vi godt udrede. Så lød det: "Kort sagt, jeg vil ikke have den mand fra hæren gående her." Jeg kan endnu høre den måde ordet HÆREN blev udtalt med den dybeste foragt. Keld tog hurtigt afsked og rejste igen.

En regning, vi ikke kunne betale
En aften havde vi, der havde frivagt, aftalt at mødes på Lokalstationen. Vi spiste en god middag med tilhørende drikkevarer. En streg i planen var at ved et andet bord i restauranten sad vor kvartermester Eisen i selskab med nogle venner. Vi lod som om han ikke var der, indtil tjeneren kom med regningen. Vi tømte alle sammen vore punge for alt lige til bukseknapper, men det hjalp ikke, der manglede ca. 150 kroner.

I vores kvide blev jeg sendt hen til Eisen for at bede om forskud på vor forstrækning. "Ikke tale om", sagde han. "Man fortærer ikke mere, end man kan betale, Det må I selv redde jer ud af." Til vort held kaldte en af Eisens bordfæller en af os hen til sig og bad om at se vores regning, hvorefter han betalte os det resterende beløb. Det var, fik vi senere at vide, apotekeren i Nyborg.

Motorbåden
Ved bolværket lå en motorbåd, som Eisen meget gerne ville benytte til sejlads til Nyborg, men den lod sig ikke starte, hverken trusler, bønner eller spark fik den til at give en lyd fra sig.

Igen engang blev jeg som den der kunne tysk sendt ned til tyskerne for bede dem om hjælp til at få den i gang, To der var maskinkyndige gik med ned i motorbåden og efter at have prøvet forskelligt forklarede de; "Aku. sind leer!" I første om gang slog mit tyske ikke til, men så blev jeg klar over tyskernes trang til at forkorte alle ord, så lysnede det: Die Akumulatoren sind leer.

Problemet blev nu løst ved en rundgang i hangarens righoldige lager, og Eisen fik sin motorbåd i drift. En dag lidt for meget drift. Han havde med nogle bekendte været i Nyborg og sejlede tilbage til Slipshavn, men besøget i Nyborg havde været lidt for fugtig så da han kom sejlende tilbage svigtede afstandsbedømmelsen ham, og han sejlede for fuld kraft lige ind i bolværket, dog uden at båden blev slået itu.

Af flovhed over svigtende sømandskab græd Eisen da han kom op på Kajen. Det fik os ikke til at holde mindre af ham.

Akumulatorgave
I Mesinge præstegård boede provst Ludvig Valentiner, som jeg kendte fra FDF. Det var ham, der sammen med arkitekt Holger Tornøe stiftede Frivilligt Drenge Forbund i året 1902. Jeg aflagde ham et besøg i præstegården, hvor provsten fortalte, at han havde en bil klodset op i garagen som han nu glædede sig til snart at kunne køre i igen, men at han manglede en akkumulator.

Jeg huskede på hvad hangaren gemte og talte med løjtnant Jørgensen om prostens problem. "Det ordner vi", sagde han. Næste gang vi havde tjenstligt ærinde til Fynshoved, drejede vi ind i præstegården. Provsten kom ud og sagde; "Hvad er der i vejen. Du skinner som en nyslået toskilling?" Jeg gav ham akkumulatoren, og så blev løjtnanten og jeg inviteret ind til stort kaffebord, hvor den senere så berømte musikprofessor Henrik Glahn også var til stede. Han hørte til familien. Provst Valentiner var glad, for der var også en dunk benzin, så nu kunne han køre igen.

Sejltur på Fjorden
Min forlovede Rosa besøgte mig på marinestationen og da løjtnant Jørgensen godt kunne lide, at have lidt kvindeligt selskab, inviterede han os begge to ud på en sejltur på Fjorden i den føromtalte motorbåd. Vi sejlede en lang tur og lagde til sidst til ved Herregården Holckenhavn på den anden side af Fjorden. Det var ved den lejlighed, jeg røbede mig som håbløs bolværksmatros. Løjtnanten sagde "Læg lige den trosse ind". Jeg tog trossen i hånden og sprang fra båden ud over vandet og ind på bådebroen, hvor jeg bremsede springet med nogle komiske spring, der fik løjtnanten til at udbryde "Det var da nogle gevaldige rejehop." Vi havde i øvrigt en dejlig sejltur på en smuk sommeraften.

En torpedobåd
En dag under min vagt ved bolværket ankom en torpedobåd og ville lægge til ved Slipshavn. En fuldbefaren stod på båden med en trosse og råbte; "Så smid da for fanden det rådne gevær på jorden og tag imod den her trosse." Jeg lagde maskinpistolen og greb trossen, som jeg lagde gennem et par jernringe på kajen, men da man startede spillet for at trække båden til kaj, gled trossen ud af jernringene og plumpede i vandet. Så lød der nogle mindre pæne udtryk fra folkene ombord og et par behjertede fiskere, der stod i nærheden, klarede det nødvendige.

Da jeg overfor kvartermester Eisen beklagede min manglende uddannelse i sømandskab, erklærede han, at han kunne gøre mig til en god sømand på 14 dage, men at det gjorde ondt. Jeg sagde til ham, at det var forbudt at slå de værnepligtige. "Ja," sagde han; "men

De polske piger
På den gamle isbådsstation i nærheden, der blev brugt, når Storebælt frøs til i de strenge isvintre, lå en mængde flygtninge, der var kommet til Danmark under den russiske fremrykning. En fem-seks polske piger blev tilknyttet Slipshavn som rengøringsassistenter. De fritog os for en kedelig tjans og de gjorde rent overalt hurtigere og grundigere, end vi kunne have gjort. Det var i øvrigt nogle flinke og pæne piger, der havde haft det svært i krigens år.

Sieglinde, som en af pigerne hed, fortalte at pigerne ved tyskernes okkupation af Polen var blevet fjernet fra deres hjem og anbragt under slaveagtige kår i fornemme tyske familier, hvor de måtte gå til hånde med alt forefaldende arbejde og naturligvis uden løn og uden mulighed for skolegang eller nogen form for uddannelse. De fik heller ikke noget for at gøre rent på Slipshavn, men var alligevel glade for at komme hos os hver dag. Det var bedre end dag ud og dag ind at gå at daske rundt på Isbådsstationen uden mål og med.

Kvartermester Eisen påså, at pigerne blev ordentligt behandlet, så længe de gjorde tjeneste hos os og da han engang i et lokale fandt en udstoppet marinesoldat der lå på en køje udstyret på en meget sjofel måde, blev han rasende og beordrede "dukken" fjernet øjeblikkelig og bad os om at opføre os anstændigt overfor de unge piger, hvis skæbne havde været hård nok uden at vi gjorde det værre ved dum, tankeløs og ubehøvlet optræden.

Marinestation Fynshoved
Marinestation Fynshoved sorterede under Slipshavn. Også her var besætningen en gruppe orlogsgaster på ti mand under kommando af en underkvartermester Christensen. Min ven Ebert Christensen og jeg blev beordret til Fynshoved for en periode af en månedstid.

Det var en rigtig tælletjans. Vi skulle bare være der, og havde ingen særlige pligter udover lidt vagttjeneste ved indkørslen til stationen. Den tjeneste var i øvrigt også meget lemfældig. Vi holdt vagt med nøgen overkrop i det flotte sommervejr og først, når nogen nærmede sig, eller når løjtnant Jørgensen hylede i bilhornet udenfor afspærringen, trak vi en busseronne over hovedet og åbnede ledet, så bilen kunne komme ind med proviant og vor forstrækning, de dagpenge der for en uge ad gangen blev udbetalt til de værnepligtige.

Naturen på området var det smukkest tænkelige og der var nok af tid at gå rundt og nyde livet og se på de mange planter og fugle på stedet. Tyskerne havde her haft et knudepunkt for kontrollen over indsejlingen til Storebælt og over en stor del af Kattegat, og endnu stod på stedet nogle kæmpemæssige kanoner og en del antiluftskyts. En dag kom en delegation af engelske militærpersoner, tog skytset i øjesyn og beordrede derefter et par medbragt smede blandt deres værnepligtige til at smadre det hele, så det ikke mere kunne tages i anvendelse.

Under opholdet her søgte Ebert og jeg forlænget landlov så vi kunne besøge vore forlovede i København. Det fik vi lov til i to dage. Da de to dage var gået, ringede vi til hinanden og blev enige om at blive væk en dag længere. Det gjorde vi så bare.

Fra Nyborg til Fynshoved kørte vi med privatbanen. På Martofte station kom en kontrollør hen til os og meddelte os, at vi, så snart vi nåede endestationen skulle indfinde os på jernbanestationens kontor. Her sad en værnepligtig fra Slipshavn med nogle papirer til underskrift. Det var kvittering for vor ugentlige forstrækning, som var ankommet den dag og manden, der ventede på os havde ventet hele dagen, og underkvartermester Christensen havde ikke turdet melde, at vi overhovedet ikke befandt os på tjenestestedet. Nåh, vi fik skrevet under og fik at vide, at der var lagt i kakkelovnen til os, når vi kom til Fynshoved.

Det var der. Da vi meldte os tilbage, hentede underkvartermesteren sin kasket, satte den på hovedet, beordrede os i retstilling, og så gik det løs med alle tiders skideballe. Vi havde bragt ham i en penibel situation. Han havde i venlighed givet os lov til noget, han ikke havde bemyndigelse til, og vi havde misbrugt hans tillid. Alt sammen var rigtigt og vi var skyldige og flove og han var ude af stand til at straffe os, da det ville bringe ham selv i fedtefadet.

Men da møgfaldet ingen ende ville tage, mumlede Ebert og jeg til hinanden: "Kom, vi går." Vi vendte os så og forlod kontoret. Vi hørte ikke et ord siden om den begivenhed. Efter en tid har jeg engang i toget mødt underkvartermesteren og fået en hyggelig sludder med ham og mærkede intet til, at han bar nag til os. Det forefaldne blev ikke nævnt.

Kammeratskabet
Blandt de 10 orlogsgaster, der først i juni 1945 blev udstationeret på Slipshavn under kommando af kvartermester Eisen herskede der et eksemplarisk kammeratskab. Vi var, som det jo er tilfældet med folk bragt sammen til tjeneste i kongens klæder, vidt forskellige af herkomst og uddannelse, men vi gik godt i spand sammen. Der var en elektriker, en ekspedient indenfor isenkram, en chauffør, en frisør og to bagere og en, der læste til præst og naturligvis blev kaldt pastoren.

For at kende forskel på de to bagere, blev den ene kaldt "den tossede bager". Og så var der jo "den lange", som jeg tidligere har omtalt. Han blev i øvrigt en dag i september hentet af kriminalpolitiet og sat i arresten i Nyborg. Vi var nogle stykker, der tog ind for at besøge ham i arresten. Det kunne vi ikke få lov til, men tilfældigvis blev han netop medens vi stod der ført igennem kontoret og vi nåede lige at hilse på ham og give ham de cigaretter vi havde i lommerne, og som han havde stærkt behov for.

Jeg fik senere at vide, at han under krigen i en brandert på en beverding på Amager havde skrevet under på en anmodning om at komme i tysk krigstjeneste, hvad han, da han blev ædru, ikke havde den mindste lyst til og blev nødt til at gøre sig usynlig for at hindre, at "bordet fangede".

Efter hjemsendelsen havde jeg kontakt med nogle af kammeraterne - blandt andet lånte min kone og jeg Thorbjørns hus i Gladsakse til at holde sommerferie i, men efterhånden tyndedes kontakten ud og forsvandt med tiden helt. Kun kvartermester Eisen vedblev jeg at være på julekort med. Medens jeg var præst i Simeonskirken og kredsfører i sognets FDF-kreds bad jeg ham om at komme til et kredsmøde og fortælle om tjenesten i Søværnet.

Det sagde han ja til, og kom og henrykkede drengene med at fortælle især om tjenesten i Grønland. Jeg hørte om ham, at han havde været en afholdt befalingsmand i Ska-gen marinestation. En værnepligtig teolog, der havde gjort tjeneste der, var fuld af lovord overfor samarbejdet med ham. En dag så jeg så i en annonce i dagspressen, at Eisen var afgået ved døden.

Hjemsendelse fra Slipshavn
Da vi nåede hen i slutningen af september, hvor vi jo allerede havde hørt om atombomberne i Hiroshima og Nagasaki og den endelige afslutning på verdenskrigen, fornemmede vi, at vor tjeneste på Slipshavn også nærmede sig sin afslutning. Det nye mandskab, der skulle afløse de genindkaldte orlogsgaster var færdiguddannede og klar til tjeneste. Vi fik ordre til at skaffe os civil beklædning og indstille os på hjemsendelse. Vi fik at vide at udskiftningen skulle ske den 1.oktober.

Kvartermester Eisen ville under ingen omstændigheder have, at de nye gaster så meget som så skyggen af os gamle, så allerede kl. 09.00 den 1. oktober, trådte vi an foran Slipshavn kaserne. Kvartermester Eisen holdt en lille tale og erklærede, at det var den lykkeligste dag i hans liv i dag, hvor han slap af med os, men samtidig så vi en tåre trille ned ad hans ene kind. Og så lød det; "Som civile, træd af." Vi trykkede hænder og gik til toget med hjemsendelsesbeviset, der gjaldt som togbillet.

Som efterskrift kan jeg tilføje, at det nye hold blev hundset igennem af en underkanoner indtil det en dag blev Eisen for meget, Den unge befalingsmand havde jaget mandskabet ud i en sump og da Eisen så de våde folk komme hjem til kasernen dyngvåde og dødtrætte ringede han til overkommandoen i København og bad om, at den unge befalingsmand, der "åbenbart havde misforstået sin opgave", måtte blive overført til anden tjeneste, hvilket skete.

Min genindkaldelse til fornyet tjeneste i søværnet var forbi og jeg betænker mig ikke på at kalde den tid for en god tid.

Svend Konggaard

Illustrationerne stammer, hvor intet andet er anført, fra Svend Konggaards privatarkiv.