Mine oplevelser under Krigen – fortalt af Holger Jensen

Jeg er født i Allev udenfor Grenå i 1918, som en af 6 børn. Min far var landarbejder, og det blev jeg også. Der var ikke råd til at sende nogen i lære.

I april 1940 blev Danmark besat. Vi var ikke stolte af besættelsen af Danmark, men regnede med at det var noget der skulle overståes. Men vi blev klogere. Hvis tyskerne havde vundet krigen, så havde det været slut med Danmark.

I tysk krigstjeneste
Efter tyskernes besættelse af Danmark, var vi nogle stykker der fandt ud af, at vi ville melde os til Frikorps Danmark. Vi kunne ikke lide kommunismen. Det var nok et fælles træk for os. Vi hørte en masse fra Rusland og vi var nazister pga. det vi hørte. Jeg meldte mig til Frikorps Danmark i 1941 og var med lige fra starten. Vi var til en undersøgelse, hvor de spurgte til vores politiske holdninger. Vi fortalte, at vi ville bekæmpe kommunismen.

Vi kunne melde os for to år, eller krigstid. Jeg valgte krigstid, da jeg ikke regnede med at krigen varede så længe. Det var der ingen der gjorde.

Vi var 500-600 mand der blev sent til træning i Trettow i Tyskland. Det var en hård tid, men når man skal ud i sådan noget skidt, så kan man jo ikke lære for meget. Jeg blev uddannet til mortérskytte. Jeg valgte ikke selv, men blev sat til det. Jeg ville nu også hellere være mortérskytte end maskingeværskytte. Det var mere udsat at være maskingeværskytte, da mortérskytten lå lidt tilbagetrukket. Min løn blev sendt hjem til min far som satte den i banken.

Frikorps Danmark træner i Trettow

Jeg mødte flere gange Frikorpsets kommandør von Schalburg. Hver gang vi havde været ude på en øvelse tog han imod os, og så fik vi 2 x 3 minutter – 2 gange march og 3 gange løb med alt hvad vi havde. Jeg kunne i det store hele godt lide von Shallburg. Han var en hård nitte, men vellidt.

Til fronten
Pludselig en dag i april 1942 blev vi kaldt op kl. 3 om natten, og skulle gøre klar til at tage af sted til Demjansk. Vores opgave var at åbne lommen til de omringede tyske styrker i byen. Vi blev sat i et tog og kørt op til Königsberg. Der blev vi fløjet til Pleskow på grænsen imellem Estland og Rusland og derefter fløjet til Demjansk i tante Ju maskiner [JU 52 transportmaskiner].

Vi var ikke særlige modige på det tidspunkt. Jeg kan huske, at mit første syn af krigen var eksplosionerne ude i terrænet foran. Der gik ikke ret lang tid, før vi havde de første tab. Jeg tror det var samme dag, eller næste dag, da vi fik at vide at vores delingsfører, Oberscharführer Oksen, var død. Det gjorde indtryk. Min ældste bror der var maskingeværskytte faldt senere. Det fik jo en til at tænke over, om det var det rigtige vi havde gjort, men vi kunne jo ikke komme derfra.

Afstanden over til russerne varierede fra 200 meter og op til en km, og vi kunne både se og høre dem. De angreb os hele tiden og myldrede frem under ”Hurrah Stalin” råb, sommetider med støtte af tanks. Vi blev flere gange angrebet med Stalinorgler. Vi kunne høre den hylende lyd når stalinorglerne blev affyret. En dag fik vi nyt erstatningsmandskab. En af de nye havde sit fotografiapparat med og ville have et billede af det. Det måtte han jo selv om. Han kunne have fået et pragtfuldt billede – den nærmeste raket fra Stalinorgelet faldt to meter fra ham! Han var ikke død, men han nåede aldrig at komme ud til noget.

Somme tider kom de om natten med de fly, vi kaldte for kaffemøller. De slukkede for motoren, kastede bomben over os og forsvandt så igen. Det generede os ikke specielt, og bagefter sov vi bare videre.

Frikorps Danmark soldater gravsted

De russiske krigsfanger
Vi tog en del fanger. De fleste var kommet for langt frem, men vi havde en enkelt overløber – en russisk tankkommandant der talte temmelig godt tysk. Nogle af dem kunne vi snakke med,. Von Schallburg talte flydende russiske og kunne tale med dem. Det var jo kommunismen og ikke russerne vi hadede. Når russerne kom ind som krigsfanger, så var de i sikkerhed. Så skete der dem ikke noget. Om der var andre der skød krigsfanger, ved jeg ikke. Men jeg har aldrig hørt at det skete hos danskerne. Jeg tror det ikke. Sådan noget rygtes.

I slutningen af krigen, havde jeg en tjans med at føre forsyninger ud i forreste linie. Da jeg kom derud bad en Løjtnant mig om at tage 12 russiske krigsfanger med tilbage. De kravlede op bagi sammen med et par tyske soldater, og så kørte vi. Vi skulle igennem en landsby for at komme hen til vores depot efter forsyninger. I landsbyen blev vi stoppet af nogle knægte og ældre mænd som ville have fat på russerne. Jeg spurgte, hvad de ville med dem, og de svarede:

"Wir wollen sich kaputschlagen" Jeg sagde at: "så kommer I sgu til at tage mig med. Så hvis I har mod på det, så kan I bare gå i gang". Os så vendte soldaterne på vognen bøssen. Jeg havde en 9 mm pistol, som jeg trak, og sagde: "Så kan I bare gå i gang".
Derefter blev russerne kørt hen, hvor de skulle afleveres, så vidste jeg der ikke skete noget med dem.

I Irak kom de danske soldater til at skyde en af deres egne. Men det oplevede vi hele tiden. Vi risikerede jo selv at få vores artilleri i hovedet. Og det skete også at bomberne ramte forkert.

Livet i frontlinien
Efterhånden vænnede vi os til krigen. Man holder nok aldrig helt op med at være bange. Der var nogen der kunne leve med krigen i årevis. Det tror jeg nu ikke, jeg kunne. Det var godt med noget ro engang imellem.

En gang kom jeg til Berlin på en orlov. Jeg skulle til Hamburg med toget, men kunne ikke komme længere. En dame fra Røde Kors sagde til mig, at jeg kunne gå ned og sove dernede. Om morgen gik jeg hen til hende, for at spørge om jeg kunne få noget morgenkaffe. Det fik jeg, og hun spurgte, hvordan jeg havde sovet i nat.
”Jeg har sovet fint”, svarede jeg.
”Har du ikke hørt noget”, spurgte hun.
”Næ, hvad skulle det havde været”.
Hun gentog spørgsmålet, og jeg svarede igen nej. Så fortalte hun, at der havde været det værste bombeangreb på Berlin til dato!

Når vi var færdige med vores vagter, så kravlede vi ned i et hul eller skyttegraven og snorkede. Hvis der da var en skyttegrav. Hvis det var i et sumpområde, kunne vi jo ikke grave skyttegrave. En gang imellem skete det, at vi blev sendt tilbage fra fronten, men som regel blev vi derude. Der var jo ingen erstatningsmandskab. Det kunne ske at et kompagni blev trukket ud for at hvile i en landsby nogle dage. Vi blev så indkvarteret i lune træhuse hos russerne. Russerne var venlige nok, og vi snakkede lidt med dem. Engang imellem kunne vi købe en høne af dem, men ellers havde de ikke noget. Intet. Men ellers havde vi ingen større omgang med civilbefolkningen.

Jeg blev såret to gange. Begge gange fik jeg granatsplinter i røven. Den første gang kom jeg på lazaret, men ikke den anden gang. Granatsplinterne, dem har jeg endnu. De russiske partisaner oplevede vi aldrig. Vi skulle have været sat ind imod dem, med så brændte det på et andet sted.

Orlov i Danmark
Vi kom på orlov i Danmark i efteråret 1942. Der var noget slagsmål imellem soldater og nogle kommunister, men jeg oplevede nu aldrig selv noget. Vi gik i byen i vores uniformer, men hørte aldrig noget negativt. Jeg kom hjem til mine forældre. Jeg mærkede aldrig nogen negativ stemning fra naboerne. Min moster lå på sygehuset, og jeg ville gerne have jeg besøgte hende, men det måtte ikke være i uniform. Så jeg smed uniformen og trak i civil.

Soldater fra Frikorpset på orlov i Danmark

I Jugoslavien
I sommeren 1943 blev vi sendt til Jugoslavien. Vores opgave var at passe på partisanerne og Tito. Det skete et par gange vi kom i kamp, men ikke meget, da vi kom aldrig tæt på partisanerne. Vi var tre mænd der blev sendt på skole i Prag, men jeg var den eneste der bestod, og derefter blev jeg blev overført til forsyningstropperne. Vi måtte aldrig køre ud alene, men skulle altid have et par mand med.

På et tidspunkt kom ham vi kaldte Spiesen. Det var ham der stod for kontor og mandskab, og spurgte, om der var nogen af os der havde meldt os for to år, for så var vores tjenestetid ved at være udløbet. Jeg sagde selvfølgelig ja, og han spurgte så, om der var nogle der ville melde sig for krigstid. Jeg sagde ja, da vi fik 14 dages orlov. De kunne ikke finde min kontrakt, så jeg rejste hjem på 14 dages orlov. Der var flere der havde meldt sig for 2 år. Nogle af dem tog hjem, mens andre valgte at fortsætte

Under min Orlov i Danmark kørte jeg med toget fra Grenå til Århus. Konduktøren kom ind og kiggede mine papirer igennem.

Så sagde han: ”Kan jeg ikke købe dit gevær, du får 600 kr. for det”.
Jeg sagde: ” Det tør jeg ikke, for hvis du bliver taget med det, kan det spores tilbage til mig vha. dets nummer.”

I dag er jeg sikker på at konduktøren var med i modstandsbevægelsen. Hvad skulle han ellers bruge geværet til?

Tilbage til Østfronten
En dag fik vi besked på omgående at pakke vores sager sammen, og så blev vi sendt til Viliki Luki på østfronten. Vi lå lige udenfor byen ved en fæstning.

Jeg kan huske engang hvor vi lå oppe ved den finske bugt. Vi ville ned og vaskes, og smed tøjet og sprang i vandet. Et stykke ude stod vandet pludselig op!
Jeg tænkte: ”Nå for fanden, nu skyder de på os – nu er det med at komme i land”.
De lå over på den anden side på en halvø, og havde sendt et enkelt skud over imod os.”

Hvornår jeg begyndte at tvivle på krigens udfald husker jeg ikke. Vi var godt klar over, at det hele var noget lort, og det kun var et spørgsmål om tid hvornår krigen sluttede. Men nogle tvivlede aldrig. Jeg kan huske at i marts 1945, var der nogle kammerater der kom tilbage. De havde mødt Göring der havde besøgt sit gods og snakket med ham.

Han sagde: ”i løbet 8- 14 dage kommer det nye luftvåben, og så skal I se løjer. Det vil vende krigen”. Og det var der nogle der troede. Vi andre tvivlede. En dag sagde en tysker til mig, at jeg kunne være glad være glad for, at jeg snakkede så godt tysk som jeg gjorde, da hovedsproget ville blive tysk. ”Nå”, tænkte jeg, ”Tror du selv på den, for jeg gør ikke mere.”

Frikorps soldater på Østfronten

Jeg tror, jeg begyndte at tvivle, da vi trak os tilbage fra Narva i slutningen af 1944. Her trak vi os tilbage fra Narva til Kurland syd for Riga, hvor vi holdt jul. Omkring 1. januar blev vi indskibet og sejlet til Stettin. Og så skulle vi redde Berlin. Det meste af Frikorpset nåede til Berlin før russerne nåede over Oderfloden.

I april 1945 lå jeg syd for Rostok. Vi skulle sørge for at nogle papirer og forskellige ting kom med tilbage, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, skulle vi begrave det. Vi skulle vente, til vi fik vores marchbefaling. Det gik to dage før vi fik den. Der gik dog ikke lang tid, før vi måtte begrave tingene. Og det resulterede i, at vi aldrig kom til Berlin, da russerne have lukket vejen sydpå.

Jeg spurgte en løjtnant fra artilleriet om hvordan vi kom til Berlin, og han sagde til mig, at det kunne jeg godt glemme alt om.
”Jeg har 3 skud til mine kanoner, og når jeg har brugt dem, så sprænger jeg dem, og så vil jeg se at komme af sted. Og jeg vil råde jer til at gøre det samme”.
Jeg sagde det til et par af mine kammerater. En af dem sagde :
”Hvis I gør det, så melder jeg jer for faneflugt!”.
”Hvornår gør du det?”, spurgte jeg.
”Når jeg kommer tilbage til regimentet.”
”Du kommer sgu aldrig tilbage til regimentet”, svarede jeg.

Da vi senere skulle ind i fangelejeren, mødte jeg fyren der ville melde mig for faneflugt. Jeg gik hen til ham og sagde:
”Goddag Griebel, har du meldt mig for faneflugt?”.
Han blev noget mundlam.

I fangenskab
På et tidspunkt d. 1. maj kom der nogen og sagde ”Der führer ist tot”. Vi var glade, men skulle nok lade være med at vise det for tydeligt. Det var for tidligt.

Om aftenen kom vi til Schwerin og blev sendt ned i nogle bunkers. Om morgenen d. 2. maj. besluttede jeg mig for at gå imod Lübeck. Så var jeg sikker på at blive taget til fange af amerikanerne og ikke af russerne. På det tidspunkt var vi alene. Alle officerene var væk, og vi kunne selv bestemme, hvad vi ville.

Der var både soldater fra Frikorpset og andre enheder. Vi gik ud på vejen, og 20 meter længere henne kom amerikanerne i tanks. Så var det sket. En kampestor neger svingede kanonen på en lastbil rundt. Så kom de ned og klappede os på lommerne. Jeg havde fået et gammelt lommeur af min far, og det var der en amerikaner der tog. Det ærgede mig. Fandens også, at jeg ikke nåede at putte det op under huen. Og så krigen slut for vores vedkommende.

Amerikanerne behandlede os godt. De havde ingen lejre, de kunne sætte os ind i, så vi blev placeret på en eng. Men det betød ikke noget. Vi var jo hårdføre dengang, og vi var vant til at ligge ude. Da der var gået et par dage, blev vi sat ind i et gammelt depot. Efter en uges tid blev vi overgivet til englænderne som placerede os på Lüneborg hede.

Flugten til Danmark
Senere blev vi kørt nordpå til halvøen ved Lübeck, hvor vi blev indkvarteret på et gods. Vi boede i nogle barakker, som vi selv havde sat op. Sidst i november 1945 var vi 5 som besluttede, at vi ikke længere ville være der. Og så stak vi af. Det kunne vi godt, for vi var ikke indespærret. Vi nåede til Flensborg. Næste dag var vi ude og kigge på grænsen, for at se, hvor vi kunne komme over. Min plan var at komme tilbage til mine forældre ved Grenå. Vi delte os, og jeg slap over, men kort efter jeg havde passeret grænsen, blev jeg arresteret.

Dommen
I Byretten fik jeg to års fængsel for min tjeneste i den tyske hær. Jeg kom derefter for landsretten, hvor dommen blev nedsat til halvandet år. Jeg synes dommen var noget uretfærdig. Man siger godt nok, at politikerne var tvunget til at give deres samtykke til det. Det kan jeg nu ikke forstå. Vi kunne jo ikke regne med andet end at det passede. Jeg sad det meste af tiden i fængslet i Grenå, og blev behandlet fint. Efter et år blev jeg prøveløsladt.

Da jeg kom ud, kom jeg tilbage til min gamle arbejdsplads på gården. Gårdmanden havde spurgt mine forældre hvordan og hvorledes, og hvis jeg var interesseret, så kunne jeg starte derude igen. Der var jeg fire et halvt år. Senere kørte jeg hos en vognmand og derefter blev jeg murerarbejdsmand, og til sidst arbejdede jeg ved Grenå kommune som alt muligmand.

Jeg har aldrig lagt skjul på hvad jeg lavede under krigen, så næsten alle har vidst det. Men jeg har aldrig følt, at nogen har kigget skævt til mig efter krigen. Jeg slap relativ let om ved krigen, og jeg har aldrig haft mareridt om den. Hvorfor ved jeg ikke.

Efter krigen ændrede jeg politisk opfattelse. Der kom for mange beviser, og jeg så hvad der skete med min egne øjne. Vi manglede alting, bla. transport, men Himmler kunne transportere jøderne igennem Europa, imens vi ingenting havde. Var det mere nødvendigt?

I dag føler jeg ikke at det var det værd. Det kostede en masse mennesker livet. Og Rusland består i dag som det gjorde dengang. Det er ikke mange år siden at kommunismen faldt fra hinanden. Så hvad fik vi ud af det? Ingenting.