Til Afrika og Vestindien
Slaveskibet "Christianus Quintus" forlod Københavns red 13. november 1706 og står Sundet ud den 17. Armering: 24 stykker, besætning: 67 mand. Nr. 76, yngste skibsdreng, opført som Peter Johansen Wessel.

I lasten som for størstedelen var indskibet i Holland fandtes; farvede tøjer og lærred, udtjente muskedonnere og krudt, glasperler, 2400 pund messing-armringe, 5 kister koraller og 146 tønder Flenborger kornbrændevin. Skipper Niels von Boomfeldts ordre og instruction foreskriver ham med første føjelige vind at stå til søs i Guds navn, gå nord om England og holde sig så langt ude i søen, at Kgl. majestæts slaveskib ikke kommer i karambolage med de tyrkiske sørøvere.

I flere århundreder havde sørøvere fra Osmannerriget og de arabiske lande nemlig hærget middelhavet - og til tider tog de på togter langt oppe i Atlanterhavet. For eksempel blev Island i 1627 hærget af sørøvere som gik i land og bortførte indbyggere og varer.

Man nåede sikkert ned til Afrika og lastede slaver på Guineakysten, hvorefter man ville sejle over Atlanterhavet til caribien og aflevere slaverne på den danske ø St. Thomas. Kongen, de store købmænd og vel også embedsmændene havde store fortjenester på disse togter. Ganske vist var der på det Guinesiske marked dags-priser på slaver, for dette togt ca. 34 rigsdaler for en stærk mandslave og ca. 25 rigsdaler for en tjenlig kvinde, men af lastens - set med danske øjne - temmelig værdiløse indhold synes det at fremgå at man i Danmark har kendt høvdingens smag godt nok til at kunne handle under dags-prisen til kongens og rigernes bedste.

"Christianus Quintus" rute til St. Thomas (grafik: Gert Laursen)

Ved Fort Christiansborg på Guinea-kysten indtager Peter Wessels skib 88 mark guld, 241 elefant-tænder og 234 slaver. Assistent J. D. Richelieus forhandlinger med kong Ofori af Popo giver yderligere 72 slaver. Kongen kan have været i gang med en større politisk udrensning, for han giver udtryk for, at han gerne ville have leveret mange flere opsætsige undersåtter. Åbenbart har hans forsigtigheds-regler – med at vente til allersidste øjeblik med at indfange de ulykkelige – ikke været tilstrækkelige. De sidste slaver udskibes i Fida, og 6. juni 1707 sætter "Christianus Quintus" med sin last af slaver og andre varer kurs mod Vestindien.

På St. Thomas" indberetter guvernør Joachim von Holten til sit kompagni om at “dend 11te september (1707) udstandne Orikaen", og at den har spredt død og hungersnød over kgl. Majestæts besiddelser i Vestindien. Sorg og bedrøvelse herskede overalt idet 80 mennesker var omkommet og skibene i havnen var gået ned i stribevis. Under det hele ønskede guvernøren bestandig: "Gud giive, at Slave Skibet endnu var 2 a 300 miile uden Disze Caribiske Eilande", det ville være endnu mere kostbart hvis også dette skib gik ned med dets værdifulde last. En antydning af at også "Christianus Quintus" har haft en modbydelig tur over Atlanten får man i Peter Wessels egne bemærkninger om den. Den "falt os så besuerlig, at ingen Pericel eller difficultet kand opreignes, der jo paa Samme reise os arriverede".

"Christianus Quintus" havde gode nyheder med til det betrængte kompagni. Den 22. september er skibet fremme og kan meddele at kun "40 stykker" af slavelasten er gået til (døde). Tilsyneladende et ganske godt resultat i betragtning af at man havde været igennem en voldsom storm. Men "periclerne og difficulteterne" er langtfra overstået med aflosningen af 406 af de oprindelige 447 slaver.

Skipper von Boomfeldt og foreløbig to matroser er dødssyge, tilsyneladende af en smitsom tropesygdom. Og der kan under pga. hungsnøden i kølvandet på orkanen ikke skaffes mad til slaverne. Guvernøren beklager over for sin direktion dybt, at han må sælge ud af behold-ningen og endda udleje så mange som muligt "for at de ikke skulle krepere og bortdø til ikke liden skade for det høilovlige compagnie".

Model af "Christianus Quintus" (foto: Orlogsmuseet)

Først 23. marts 1708 kommer slaveskibet fra St. Thomas – skarp irettesættelse fra direktionen, der ikke ser med milde øjne på en 6 måneders forsinkelse – og i mellemtiden har trope-pesten haft en betragtelig høst. Ved ankomsten til Københavns red 20. juni er kun 26 mand af den oprindelige besætning på 67 mand tilbage. Nr. 26 er yngste skibsdreng, Peter Wessel.

Direktion i det kgl. handelskompagni bør måske være tilfreds med at skibet overhovedet kom tilbage igen. Tilbage er kun at afregne med de fromme gejstlige, der med god effekt har bedt for togtets heldige gennem-førelse. Sognepræsterne får hver to dukater, og det drypper også på kapellanerne; deres bønner takseres til én dukat. De modtager pengene for "...for hafte umage at bede for Compagniets Gud været lofvet løckelige arriverede skib Christianus Quintus kaldet".

5. oktober 1708 får Peter Wessel en kadetplads og tager kort tid efter på langtur igen, denne gang til den danske besiddelse Trankebar ombord på skibet "Fridericus Quartus". Under turen til Trankebar avancerer han som kun 19-årig til befalingsmand; 3. styrmand. Det er sandsynligt at hans 4 hårde år som yngstemand, matros, og understyrmand på Kongens kofardi-skibe har lært Peter Wessel en hel del om både skibsføring - og også om artilleri. Koffardi-skibene var rigget som orlogsfartøjerne og medbragte også kanoner til bekæmpelse af pirater.

Ostindien farterne var ofte endnu farlige end turene til Vestindien. Tabet af besætning var ofte større end når langfarten gik vestover. Mangelen på proviant og vand førte til mange dødsfald - og tyveri af kammeraters vandbeholdning førte til øjeblikkelig hængning. Det var længe før Suez-kanalen var blevet til, så man måtte hele vejen sønden om Kap Det Gode Håb.

Det var i forbindelse med hjemfarten fra Ostindien at Peter Wessel fik sin første krigserfaring. Man havde ved Shetlandsøerne fået underretning om at krigen mellem Danmark og Sverige var brudt ud. I stedet for at sejle til København – og udsætte sig for svensk angreb i de indre danske farvande - søgte man havn i Bergen. Herfra fik Peter Wessel skibslejlighed til København med et engelsk skib, som var neutralt. Under storm måtte det imidlertid søge ly i den svenske havneby Marstrand. Her gik han i land iført engelsk matrosuniform, så sig godt og grundigt om, og da han senere kom til København aflagde han rapport om hvad han havde set.