Søg på milhist.dk
Nyhedsbrev
Ønsker du at  få besked om  updates på  sitet,  så tilmeld dig nyhedsbrevet. Alle mail adresser vil blive behandlet fortroligt og IKKE givet videre til trediepart.
Forum
Fik du svar på det du søgte? Ellers prøv
Web forum'et
Bidrag til sitet
bidrag til sitet
Har du lyst til at bidrage til at gøre sitet endnu bedre? Du kan bidrage på forskellige måde.
Læs mere her
 
 
 
Udstilling om Første Verdenskrig på Sønderborg Slot
tilbage til forsiden

"Du puslingland, som hygger sig i smug, mens Verden brænder om din vugge". Det er det billede af det neutrale Danmark under 1. Verdenskrig, mange har fra Jeppe Aakjærs sang - Men en del af Danmark deltog i krigen med al den gru og rædsel. Sønderjylland var dengang, før 1920, en del af Tyskland. Titusinder af unge sønner og familiefædre fra Sønderjylland blev udskrevet som soldater, hvad enten de var dansk- eller tysk sindede. Over 5.000 kom aldrig hjem igen, og over alt på de sønderjyske kirkegårde ses minderne om de mange, der faldt. En ny permanent udstilling på Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot, som åbner 28. april, viser for første gang historien om sønderjyderne i  "Den store Krig".

SKYTTEGRAV OG HJEMMEFRONT
Den nye udstilling om sønderjyderne i "Den Store Krig" fortæller historien om soldaterne ved fronten. Om liv og død ved fronten, hvad enten det var de endeløse skyttegrave i Frankrig og Flandern eller de endeløs sumpe i Polen. Men udstillingen fortæller også historien om "hjemmefronten". Om et Sønderjylland, hvor kvinder, børn og russiske krigsfanger måtte klare landbruget. Hvor posten kom med breve og dødsbudskaber. Og hvor kejser Wilhelms krigspropaganda stod i stadig mere kontrast til rationering, nød og kålroer som mad morgen, middag og aften.

Og endelig fortæller udstillingen krigens lange eftervirkninger. Om invaliderne, der aldrig kom sig over kvæstelser og gasangreb og om de efterladte, der sørgede resten af livet. Som Mette, der bar sin sorte brudekjole til sin død mange år efter. Og om Marie, der i syner så budskaber fra Gud om, at hendes kære bror Hans alligevel levede. Alt sammen skildret med et væld af billeder og genstande: Gasmasker, russisk pigtråd, maskingevær og håndgranater til den ene side. Soldaterbreve, kunstige ben, sørgekjoler, billeder af sorg til den anden side.

UDSTILLINGEN DESIGNET AF INGVAR CRONHAMMAR
Med den nye udstilling prøver Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot noget helt nyt for slottet: En dialog mellem en spændende kunstner, der står for designet, og museets udstillingshold, der står for indhold og virkeliggørelse. Til udstillingen "Skyttegrav og hjemmefront" faldt valget på kunstneren Ingvar Cronhammar.

Det gjorde det, fordi vi søgte en kunstner, der ikke bare gav os tidens gængse "minimalistiske" design, men som i hele udstillingsarkitekturen kunne spille med i fortællingen og understrege budskabet. Det lykkedes. Ingvar Cronhammar var straks fyr og flamme, for han følte sig både udfordret og fascineret af den næsten ufattelige katastrofe, som Første Verdenskrig var.

En udstilling om historiens næststørste massemyrderi kunne nemt invitere til en masse blod, skrig og geværsalver. Men Ingvar Cronhammar har valgt at skabe et lukket, feltgråt univers, der lukker sig helt om sig selv. Alt er gråt, montrerne er en endeløs række af ens "kaserneskabe", og overalt afbrydes væggene af mørke kiler. På den måde formår Cronhammars design både at vise, hvordan krigen var en parentes der afbrød alt normalt liv, og at neddæmpe det ufattelige til en stille alvor, der alligevel antyder en verden som sprængte bunkers.

Lyset i udstillingen kommer ovenfra, gennem en mægtig oktagon, hvor mennesker stirrer ned på den besøgende. Menneskene på billedet er de sønderjyder, der i 1918 efter Tysklands sammenbrud stod foran "Folkehjem" i Aabenraa og lyttede til den sønderjyske leder H.P. Hanssens tale om, at nu var chancer der for genforening med Danmark. I udstillingen ser de ned på os, for de har alle mistet venner og slægtninge, lidt nød og savn.  

UDSTILLINGEN - ET LED I EN FORNYELSE
Udstillingen "Skyttegrav og hjemmefront" er en ny permanent udstilling på Sønderborg Slot. Udstillingen er et led i en storstilet fornyelse af de faste udstillinger, som er begyndt de forrige år med udstillinger om Christian 2., om slesvig-holstensk kunsthåndværk og om hertugerne af Slesvig og Holsten fra middelalderen til 1864. I årene 2011-12 åbnes så tre nye udstillinger: 2011 om sønderjyderne i første verdenskrig, og i 2012 om folkeafstemninger og genforening 1920 og Sønderjylland under tysk styre 1864-1920. Denne nye serie er gjort mulig ved en millionbevilling til Museum Sønderjylland fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Fra 2013 vil der så blive arbejdet på at fortsætte historien om det dansk-tyske grænseland på godt og ond fra 1920 frem til vore dage, som hidtil helt har manglet på Sønderborg Slot

UDSTILLINGEN ER ÅBEN
fra fredag den 29. april og mange år frem, hele året - i sommerperioden alle dage fra 10 til 17.

© 1997 Gert Laursen | Optimised for IE 7 | design by Advice|360